Charity kørsel
Charity kørsel
For en gang skyld havde meteorologerne ret – de havde lovet regn – og det kom der!Men det skulle da ikke holde os hjemme. 14 friske mødte op kl. 0900 på Cap´s.
Hurtigt fik vi den deprimerende melding, at flyveren som skulle bringe vores gæster til Tirstrup lufthavn var aflyst pga. tekniske problemer. De skulle have landet kl. 10.10. De ville i stedet komme med andre fly, og først være i lufthavnen ca. 12.30.
Hvad skulle vi gøre? Vente eller aflyse?

Tryk på overskriften "Charity kørsel" for at læse mere....

 

En hurtig beslutning blev taget – vi aflyser og kører i stedet en fælles tur til Moesgård Strand og får en kop kaffe. Afsted gik det langs vandet og den flotte tur igennem skoven – i styrtregn.
Vel ankommet til Moesgård Strand fik vi ”næse” nr. 2 – kaffehuset var ikke åbent! Køreturen havde dog givet folkene blod på tanden, så trods den silende regn blev vi enige om at gennemføre Charitykørslen alligevel – trods ventetiden på et par timer. Retur til Cap´s, hvor vi indtog en let frokost.
Da vi ankom til Tirstrup lufthavn fik vi lov til at køre ind på Air-fielden. Regnen var stort set stoppet da flyet landede. Det viste sig, at ud af de 21 gæster som vi skulle transportere, var de første 7 allerede sendt på et fly til Karup. Herfra blev de kørt til Århus. Så deltagerantallet passede nu perfekt til vores 14 cykler.
Sproget ændrede sig hurtigt til engelsk, idet deltagerne bl.a. kom fra England, USA, Belgien, Holland, Frankrig og andre lande. Skovhugger førte os på en rigtig flot tur langs vandet til Hotel Marselis. Eneste break var da Ankers passager presserende bad ham finde et toilet STRAKS – da hun skulle ”pee”- og det var NU. Hurtigt slog vi et smut omkring Egå Marina og fik løst ”problemet”
De 7 gæster som allerede var ankommet til Århus fra Karup lufthavn havde ad omveje (hurra for mobiltelefoner!) hørt, at de øvrige deltagere var blevet fragtet på Harleyer til deres hotel. Det syntes de var DYBT uretfærdigt, og var meget skuffede over at de ikke pga. flyets tekniske problemer fik samme mulighed.
Nu er vi jo nogle mennesker der godt kan lide at gøre andre glade, så da vi hørte at de var SÅ kede af det – blev vi enige om at hente dem og give dem en tur rundt i Århus. Stor jubel da vi ankom!
Gæsterne fik deres lovede tur rundt gennem Århus by. Vi kørte herefter tilbage til Cap’s for at få en kop kaffe med blød brød – og runde dagen af.
Alletiders herlige kørsel!